Puha hvor tiden flyver…..

Du kender det nok – tiden flyver og lige pludselig er der gået noget der ligner 10 år……. og alligevel synes man kun der er gået et par uger eller noget……….
Som altid når jeg skriver på bloggen, overrasker det mig, hvor lang tid siden det sidst er jeg har skrevet. Jeg synes lige det var for lidt siden……
Tiden er en underlig størrelse. Når man er barn føles tiden (til tider) som uendelig lang. Især når det er dagen før ens fødselsdag ?.
Når man bliver ældre (sådan teenage-agtig) føles tiden lang – især imellem ferierne ???.
Og når man får børn begynder tidsperspektivet for alvor at skride ret alvorligt……..
Her forleden (ja, det er så allerede ved at være 3 uger siden….?) blev yngste-øglen 18 år.
Shiiiit, nu har jeg 2 unger der ikke er unger mere….. – eller – det vil de jo altid være, men faktisk er de voksne (især hvis man spørger dem ?).
Det er godtnok mærkeligt når jeg tænker over det, så det vælger jeg ikke at gøre så tit ?.
Nej spøg til side….. at tænke sig, at ældste-øglen er blevet svend (med ros!), nok snart flytter hjemmefra og yngste-øglen også indenfor få år følger trop. Det er sgu en underlig tanke….
Især når jeg tænker tilbage på (og det er jo ikke liiiiige mange år siden….) at jeg selv var i den alder.
Hele livet ligger foran en, som en bred ny asfalteret vej. Der er en masse små sideveje man kan dreje ned ad – hvis man vil, eller man kan tage strassen ligeud. Nogle gange bliver man ufrivilligt tvunget til at tage turen ned ad en sidevej, men det behøver ikke være så dårligt, selvom det ikke lige var med i køreplanen.
Jeg har som de fleste prøvet nogle af de forskellige sideveje. Først gik det i lang tid lige ud (tandplejer-tiden), så røg jeg ned ad den første sidevej, blev massør og derefter (tror jeg),  tog jeg samtlige sideveje i miles omkreds. Men det var fedt og spændende. Jeg uddannede mig – styret af min nysgerrighed – ikke så meget af fornuft og det bragte mig hen til hvor jeg endte. Det var en god og spændende tid, men også ufattelig hård. Hård fordi der røg en masse knubs på kontoen, men det har i den grad været med til at udvikle mig til den person jeg er nu. Og det vil jeg egentlig ikke undvære.
Mange ting der opstår er tilfældigheder eller også er de ikke? man vælger selv efter sin egen overbevisning.
Personligt tror jeg at mange af de ting og hændelser der opstår, sker når der er behov for det i livet.
Selvfølgelig er det ret naivt (læs: tomhjernet) at tro, at f.eks en alvorlig sygdom er noget kroppen har behov for skal ske. Det kan også være en “survival” tanke? for hvad skulle meningen være med at alt det jeg har opnået i arbejdslivet (det er her jeg blev ramt hårdest – synes jeg) ret pludselig skulle stoppe?
Hvis jeg tænker lidt baglæns, startede det med et smadret knæ (karrieren kørte på højtryk og jeg var top stresset). Det tog nogle år at blive fixet, men det blev fixet. Alt godt. Jeg lovede mig selv, at jeg ikke skulle udsætte min krop for selvsamme stress/pres mere. Jeg ville blive bedre til at “lytte” til signalerne der kom. Det gik fint et kort stykke tid, for derefter at brage derud af igen. Jeg var godt klar over, at jeg kørte det til yderste kant. Men er/var bare ufattelig dårlig til at sige fra og nixen bixen. Og det hænger iøvrigt måske heller ikke rigtig godt sammen med det at være (alene) selvstændig. Her er man drevet af et eller andet.
Men – smask – så kom der lige et GOK I NØDDEN – igen. Tit er det sådan, at det starter med småting man ignorerer eller tænker: Fint nok, det går over. Og det gør det som regel også.
Men hvis man ikke ændre lidt på “opsætningen” (som man ville gøre hvis pc-cleaneren viser: VIRUS ALARM), ja så kan det ende dårligere end godt.
Jeg græder stadig snot over det gik som det gik, men samtidig er jeg vældig stolt over at jeg denne gang er stoppet (nå ja, det har givet sig selv med helbredstilstanden?).
Jeg har med hjælp fra søde mennesker omkring mig, fået eskorteret mig ned ad den næste sidevej og fået et super godt job. Jeg har fået fingrene i, som du måske har læst tidligere, i et fleksjob som autodidakt kontordims. Super fedt, søde mennesker og for første gang i rigtig mange år, skal jeg planlægge sommerferie uden at tænke på hvad der er bedst for bixen (jeg håber at øglerne tilgiver mig for min egoisme om feriefravalg tidligere år).
Ja tiden flyver – det er allerede forår og lige om straks er det sommer. Er livet ikke bare pragtfuldt?
Husk i morgen er den første dag i resten af dit liv.
Pas godt på det, du har kun det ene at gøre godt med ❤️

Knus Heidi

 

 

“Tung” i arbejde…..

 Nu har jeg været på arbejde i et par dage og det er satme hårdt?. Jeg skal som udgangspunkt arbejde man-, ons- og fredage i 3 timer af gangen. Under normale omstændigheder er det jo bare en “loppetjans”, men jeg må erkende at det koster på energikontoen.
Men det gør bare ikke noget, for det er super søde gutter, jeg arbejder sammen med. Og alt nyt er bare hårdt og lidt uoverskueligt i starten. Læg så lige en brugt kemohjerne oveni så er vi ved at være der?.
Jeg kan godt mærke, at jeg prøver at køre igennem på pokerfjæs, charme og hvad det nu ellers hedder. Og det har jo i virkeligheden noget at gøre med, at jeg med den alder jeg har, synes jeg burde være velbevaret i erhvervslivet. Jeg har trods alt arbejdet siden jeg var 13 år.
Men alting er jo bare anderledes nu (som f.eks at det er små 2 år siden jeg for alvor har arbejdet) og jeg skal lige opdage og acceptere, at jeg bare ikke kan klare en brøkdel at hvad jeg kunne før!
Et eller andet sted er det total mærkeligt og ligesom da jeg blev syg er det som om jeg befinder mig i en film som hovedrolleindehaver, men at det bare er ren fiktion.
Men det er nok en meget normal process at skulle igennem. Nogle ville mene at det er “usundt” ikke at gå ind i processen og gennemleve og deale med tingene i nuet, fordi der på et tidspunkt nok vil komme en reaktion. Men det kan også bare være min måde at tackle situationen på. Det behøver ikke nødvendigvis at være usundt. Jeg tror sagtens man kan “stå udenfor” situation og alligevel acceptere tingenes tilstand. Tror det må bero på den enkelte persons psyke og tilstand??
Men hvorom alting er, kan jeg godt forstå at det kan være rigtig svært for mine omgivelser at se hvordan jeg har det rent fysisk. Jeg har hele vejen igennem prøvet at gøre som jeg plejer med udseende og påklædning. Selv da jeg gik hjemme, tog jeg makeup og tøj på, som om jeg skulle på arbejde. Både for at se mere frisk og normal ud, men også fordi der hurtigt kan gå campinghabit i den – selvom det også er okay, bare ikke hver dag. Og så gjorde det samtidig, at jeg følte mig mindre syg og lidt mere almindelig. Så det er sjældent i dette forløb, at jeg har lignet en hængt kat (hvis jeg selv skal sige det ?), selvom jeg har følt mig som en. Og selvfølgelig gør det at folk der ser mig ikke har ret meget anelse om hvor meget jeg anstrenger mig for at virke ovenpå og alt er fint. Men det er stadig okay, for jeg tror det er med til at jeg kommer videre her i livet.
Og jo jeg tuder engang imellem og synes livet er skide uretfærdig, men sådan er det bare og heldigvis er der mange flere gode dage, hvor livet alligevel er dejligt end dem hvor det hele bare er skod. Så jeg får afreageret (så min søde mand bliver helt nervøs for mig? fordi det alligevel er så sjældent).
Men derfor er det stadig håbløs svært at føle sig “tung i arbejde” her i starten.
Det sjove er jo, at om nogle måneder vil jeg sidde og grine lidt i skægget over dette indlæg og tænke – Hvordan kunne du lige synes at arbejdet var svært –  men sådan er det jo.

Alt nyt er svært indtil det er sevet ind på lystavlen og gjort mange gange. Og sådan er det også at sidde med arbejdssedler, faktura´er og prøve at få mail, kalender, ugesedler osv til at gå op i en højre enhed.

Men jeg klør på og tager “ballerne” for det jeg har lagt forkert eller hakket forkert af. For sådan er det bare i starten. Ingen kan udføre et nyt arbejde i starten, som var det noget man havde gjort i 5 år!

Må du have en skøn weekend og tak fordi du læste med

? Heidi

længe siden…

Det er helt vildt længe siden, jeg har skrevet på bloggen. Puha, der er så mange ting i øjeblikket….
Min store søn er lige blevet svend, min datter bliver 18 om et øjeblik og jeg selv starter på job lige om lidt…….
Og så har jeg egentlig ikke haft noget synderligt fornuftigt at skrive om……?
Jeg har været lidt tom for idéer og alligevel ikke helt, men tiden har bare ikke været til at skrive.
Alle de bolde jeg tidligere kunne have i luften, er svundet lidt ind i antal. Det gør nu ikke så meget, det er jo egentlig et spørgsmål om prioritering.
Lidt nyt er der dog at fortælle……
Min nye arbejdsplads blev formelt “godkendt” af kommunen i torsdags – på min fødselsdag (så det kan kun betyde held ?).
Jeg havde nu forestillet mig, at godkendelsen gik ud på at kommunedamen skulle inspicere arbejdspladsen, det sted jeg skal sidde/stå ( der er jo visse skånebehov), men næææææ
hun skulle blot udfylde et stykke papir med min arbejdstitel, navn og lidt andre småting og så skulle hun have min underskrift!
Egentlig kunne det have foregået nemt,  læs= undgå tidsspilde for arbejdsgiver, ved at hun havde udfyldt de få linjer oppe på sit kontor, kommet ud og set min kontorplads og fået min underskrift.
Jeg tænker, det er da en anelse fjollet, at vi sidder 3 mennesker og kigger på hun udfylder mine data på et stykke papir?
Jeg fik spurgt til om det ikke var en idé, at de fik lavet en brochure eller i disse papirløse tider, et link på kommunens hjemmeside med en FAQ for nye fleksjobbere.
Seriøst spurgte hun hvad FAQ betød….?, så efter en lille oversættelse sagde hun at det var da en rigtig god idé, som hun ville gå videre med til sine overordnede.
Som jeg nævnte for hende, ville det jo muligvis spare en del tid og frustrationer/irritationer (både hos borger og personale) hvis borgeren til at starte med selv kunne læse sig til de hyppigst stillede spørgsmål, man nu engang har når man træder ind i en “ny” verden.
Men bortset fra det, bliver det så godt at komme igang igen. Total mandearbejdsplads, så for en gangs skyld er jeg ene høne i kurven.
Det bliver nu meget sjovt. Der er sgu ikke så meget fnidder. En skovl er en skovl, og en spade er en spade.
Det kan jeg meget godt lide, ikke så meget snakken mellem linjerne.
Mit nye arbejde går ude på at være autodidakt kontordims. Langt fra hvad jeg ellers har beskæftiget mig med, men alligevel kender jeg en del til de forskellige ting gennem min tid som selvstændig. Så det går nu nok det hele.
Vigtigst er det, at mine chefer – gutterne – tror på mig.
Inden jeg slutter for denne gang, vil jeg sige hjertens tak til Vibeke og Lars, der formidlede mit behov for et job. I er nogle dejlige mennesker ❤️

Det er i grunden mærkeligt…….

At være rask, men alligevel føle sig syg.
Dette indlæg har været undervejs nogle dage efterhånden. Jeg var til kontrolsvar i sidste uge og alt ser fint ud ??. Dog var der lige nogle levertal, der havde sneget sig noget op over øvre grænseværdi. Jeg ved, at de bl.a kan svinge lidt hvis man f.eks har infektion i kroppen.
Jeg har selv “skrantet” lidt hist og pist hen over vinteren, som alle andre. Herhjemme har de andre 3 nærmest afløst hinanden med forkølelse. Jeg selv plejer sjældent at blive smittet af dem, og selvom mit immunforsvar/krop ikke opfører sig som tidligere, reagerer den nu ved at få et par døgn med høj feber og hvor jeg kan sove den ud. Lidt ligesom mine børn har gjort/gør, når de får en infektion. Så jeg har ikke tænkt så meget over det, udover at jeg havde fået en irriterende ting i halsen der gør at jeg går og rømmer mig hele tiden.
Lige omkring det tidspunkt hvor jeg skulle scannes og tjekkes, opdagede jeg en lille knude på halsen. Kunne mærke at den sidder lige omkring det sted, hvor jeg har følt den der irriterende ting. Tænkte at jeg lige kunne nævne det til samtalen, sammen med de andre småting jeg har observeret (blå mærker uden jeg har stødt mig, spontan næseblod – hvilket alligevel opstår hvis jeg har fået for meget magnesium (hvilket jeg tager dgl, fordi det hjælper enormt på uro i benene).  Hjertet er begyndt at galopere lystigt og det spænder (senfølge fra kemo) og andre småting).
Well, fik af vide jeg skulle få tjekket levertal og det andet hos egen læge, når der nu var så “mange” ting……
Godtså, blodprøve -tjek, EKG -tjek, svar -tjek.
Levertal normaliseret, EKG ikke noget at se. evt. belastningsundersøgelse (så den må ligge til hvis det begynder at gøre nuller naller og spænde helt af)
Knude på halsen (som kan palperes) viser sig at være stofskiftet der er lidt ude af trit, så egen læge mente jeg skulle ultralydsscannes. Så kan man se om hvor stor “fætteren” er (jeg vil selv skyde på 2×2 cm), og om den generer noget (læs= luftrør eller noget…….)
Okay, her kunne jeg så lige indskyde, at det gør den!?
Der er ingen smerter, men kender du den fornemmelse at have slugt en pille og ikke har haft nok vand til at skylle den ned med?
Lige den fornemmelse har jeg. P…. irriterende. Jeg er ikke nervøs for at det skulle være noget slemt (kan jo mærke den sidder ved skjoldbruskkirtlen), men vil selvfølgelig gerne have det forsvinder. Det er ikke helt for sjovt, at jeg har smidt 6-8 kg over det sidste stykke tid.
Jeg må sige at det nu har pyntet lidt ???, men under forkerte forudsætninger…..
Nå, men den rare doktordame stak mig tlfnr. til røntgenklinikken og sagde at man også kunne spekulere for meget over tingene, så de rent faktisk føltes værre end de var…….

Lige der blev jeg ufattelig træt zzzzzZZzzzzZZZzzzz. Så træt at jeg nærmest var ved at glide ud af døren! Sidst jeg fik den lektion af hende var da jeg for nogle år siden var kommet til skade med mit knæ. Meget laaaaaang historie, men det korte af det lange var at jeg efter den første operation og genoptræning hos forskellige fysioterapeuter (alt gennem min sygeforsikring), kunne mærke at der stadig var noget galt i knæet. De af jer der gik hos mig i klinikken kan nok huske at jeg fløjtede rundt med en mini donjoy i rigtig lang tid  (og tro mig, det gør man ikke for sjovt….)

Først blev jeg smidt ud af forsikringen, fordi jeg ikke ønskede at følge en læges anvisninger om 6 indsprøjtninger af binyrebarkhormon sammen med 1 times cykeltræning dagligt. Cykeltræningen ville jeg gerne, men indsprøjtningerne ønskede jeg ikke (man må faktisk kun få 3 indsprøjtninger i det samme led, da risikoen for vævsnedbrydning er væsentlig forøget) fordi han ikke kunne give mig en saglig forklaring på hvorfor han ville give mig 6 x af sprøjten.
Efter en ca 3 mdr cykeltræning, hvor tingene bare blev værre og værre, måtte jeg give op og indså at jeg måtte op til egen læge. Tænkte at hun måtte sende mig videre, for noget var helt galt i knæet.
Men det ville hun ikke……, hun mente at jeg skulle fokusere på de ting jeg kunne og ikke hænge mig i alt det jeg ikke kunne……(læs= der er ikke noget galt, du er små-hypokonder).
Så jeg endte med at betale for en second opinion inde i Parken, hvor man fandt at ledbåndet der holder knæskallen på plads var revet af lårbensknoglen, den ene menisk var ødelagt og der var total bruskødelæggelse på lårbenet og bag knæskallen. Det sidste fordi jeg var gået så lang tid med det! Snork, så blev jeg sgu lidt knotten over hendes manglende dømmekraft……..
Jeg vil til enhver tid påstå, at min smertetærskel ligger noget ud over den normale skala (læs= jeg har cykeltrænet med blindtarmsbetændelse – okay det gjorde ondt, men vidste ikke det lige var så slemt, jeg har haft bundet tænderne sammen med ståltråd pga noget kæbeknas og da ståltråden skulle pilles ud var tandkødet groet ud over (værste smerte ever, selv det at føde børn er vand ved siden af!!!!!) og de kunne ikke bedøve mig), så man skal f….. ikke komme og fortælle mig at jeg er pjevset og tænker for meget over ting jeg kan mærke….. og ja, jeg er noget rasende og pisker lidt en stemning op inde i mig selv lige nu, men det er bare ikke i orden.
Klart hvis jeg rendte til læge hver og hvert andet øjeblik med alle de skodskavanker jeg har pådraget mig de sidste par år, men det gør jeg bare ikke.
Så når jeg endelig fløjter derop, forventer jeg at blive taget alvorligt!
Puha, godt, nu er det ude af systemet ? og jeg kan sagtens forstå hvis du synes jeg er en anelse nærtagen?.
Summasumarum er, at jeg er skide sur over at min læge giver udtryk for at jeg er hypokonder, fordi der er forhøjet værdier = for lavt stofskifte og jeg render rundt med en knude på/i halsen. Synes nu jeg tager det meget stille og roligt, men bliver noget pissed over hendes snak….. – jeg har jo ligesom været det palaver igennem med hende før, hvor den jo ikke var helt galt med det jeg insinuerede.
Det var så et af mine få rigtig sure opstød, håber ikke det har været for latterligt et indlæg at læse? men jeg har da fået renset ud i mit system ? (noget jeg lærte, da jeg var i arbejdsprøvning, men det er en anden historie…..).

Så inden jeg slutter for i dag, må jeg lige sprøjte en rigtig god nyhed ud……

JEG HAR FÅET ARBEJDE!!!!!!!!!!!!!!!! jubiiiiiiiii, jeg glæder mig.

Ikke mere herfra, der skal skal også være lidt at fortælle i næste indlæg….

Rigtig god aften, jeg vil mosle over i svømmehallen og rase det sidste ud ??

Tak fordi du læste med❤️

Jeg glæder mig i denne tid……..

Ja, man skulle næsten tro det er jul igen……
Jeg glæder mig, er spændt og dagene flyver bare afsted. Jobgryden koger på højtryk og det hele er bare så spændende.
Efter i sidste uge at have fået besked om at jeg er blevet godkendt af kommunen til fleksjob, starter al det her “praktiske papirarbejde”.
Puha, der skal man godtnok holde tungen lige i munden. Nogle ting går rigtig hurtig, mens andre…. ZzzzZZZzzzzZZzzz. Eller også er det bare min velkendte tålmodighed – eller mangel på samme der summer ?.
Ihvertfald har jeg fået fin respons fra socialforvaltningen (de var ihvertfald hurtige til at flytte mig over i en anden (billigere) ydelsesgruppe ??), så nu mangler jeg bare at høre fra “min” nye sagsbehandler – ham der skal godkende min kommende arbejdsplads – og fortælle “spillereglerne” for det at være fleksjobber.
Andet der faktisk er dejligt ved at tiden flyver er, at det i skrivende stund allerede er 2 år siden jeg i virkeligheden fik mit liv forærende en gang til!
Fantastisk, men sikken en rutsjetur igennem de 2 år. Meget lærerrigt og på total ukendt territorium.
2 år betyder også at der ikke går så lang tid før der kommer til at gå lidt længere tid mellem kontrollerne. Jeg hader dem som pesten ligesom de fleste mennesker der går til sådanne.
Men jeg hader dem primært fordi jeg skal stikkes (kontrastvæske) og have taget kontrolblodprøver. Mine stakkel vener er total dårlige at stikke i, så jeg ender altid med at skulle stikkes 4-5 gange før der er gevinst. Men det er heldigvis først på torsdag, hvor tankerne i forvejen går andre steder hen. Min kære onkel over i Sverige skal begraves og vi skal over og sige et sidste farvel og på gensyn. Det bliver en skod dag, og det mærkelige er – når jeg tænker over det – så er det bare en helt almindelig dag for de fleste mennesker, hvor det for andre er en skelsættende dag.
I forhold til tjek forventer jeg naturligvis, at jeg “glider” helt perfekt igennem scanninger, røntgen og blodprøver (får først svar om 14 dage).  Måske er jeg også så heldig at de kommende kontroller bliver med 4 mdr. mellemrum. For min skyld må de gerne sætte det til 1 gang årligt ?

På gensyn og tak fordi du læste med ?