Puha hvor tiden flyver…..

Du kender det nok – tiden flyver og lige pludselig er der gået noget der ligner 10 år……. og alligevel synes man kun der er gået et par uger eller noget……….
Som altid når jeg skriver på bloggen, overrasker det mig, hvor lang tid siden det sidst er jeg har skrevet. Jeg synes lige det var for lidt siden……
Tiden er en underlig størrelse. Når man er barn føles tiden (til tider) som uendelig lang. Især når det er dagen før ens fødselsdag ?.
Når man bliver ældre (sådan teenage-agtig) føles tiden lang – især imellem ferierne ???.
Og når man får børn begynder tidsperspektivet for alvor at skride ret alvorligt……..
Her forleden (ja, det er så allerede ved at være 3 uger siden….?) blev yngste-øglen 18 år.
Shiiiit, nu har jeg 2 unger der ikke er unger mere….. – eller – det vil de jo altid være, men faktisk er de voksne (især hvis man spørger dem ?).
Det er godtnok mærkeligt når jeg tænker over det, så det vælger jeg ikke at gøre så tit ?.
Nej spøg til side….. at tænke sig, at ældste-øglen er blevet svend (med ros!), nok snart flytter hjemmefra og yngste-øglen også indenfor få år følger trop. Det er sgu en underlig tanke….
Især når jeg tænker tilbage på (og det er jo ikke liiiiige mange år siden….) at jeg selv var i den alder.
Hele livet ligger foran en, som en bred ny asfalteret vej. Der er en masse små sideveje man kan dreje ned ad – hvis man vil, eller man kan tage strassen ligeud. Nogle gange bliver man ufrivilligt tvunget til at tage turen ned ad en sidevej, men det behøver ikke være så dårligt, selvom det ikke lige var med i køreplanen.
Jeg har som de fleste prøvet nogle af de forskellige sideveje. Først gik det i lang tid lige ud (tandplejer-tiden), så røg jeg ned ad den første sidevej, blev massør og derefter (tror jeg),  tog jeg samtlige sideveje i miles omkreds. Men det var fedt og spændende. Jeg uddannede mig – styret af min nysgerrighed – ikke så meget af fornuft og det bragte mig hen til hvor jeg endte. Det var en god og spændende tid, men også ufattelig hård. Hård fordi der røg en masse knubs på kontoen, men det har i den grad været med til at udvikle mig til den person jeg er nu. Og det vil jeg egentlig ikke undvære.
Mange ting der opstår er tilfældigheder eller også er de ikke? man vælger selv efter sin egen overbevisning.
Personligt tror jeg at mange af de ting og hændelser der opstår, sker når der er behov for det i livet.
Selvfølgelig er det ret naivt (læs: tomhjernet) at tro, at f.eks en alvorlig sygdom er noget kroppen har behov for skal ske. Det kan også være en “survival” tanke? for hvad skulle meningen være med at alt det jeg har opnået i arbejdslivet (det er her jeg blev ramt hårdest – synes jeg) ret pludselig skulle stoppe?
Hvis jeg tænker lidt baglæns, startede det med et smadret knæ (karrieren kørte på højtryk og jeg var top stresset). Det tog nogle år at blive fixet, men det blev fixet. Alt godt. Jeg lovede mig selv, at jeg ikke skulle udsætte min krop for selvsamme stress/pres mere. Jeg ville blive bedre til at “lytte” til signalerne der kom. Det gik fint et kort stykke tid, for derefter at brage derud af igen. Jeg var godt klar over, at jeg kørte det til yderste kant. Men er/var bare ufattelig dårlig til at sige fra og nixen bixen. Og det hænger iøvrigt måske heller ikke rigtig godt sammen med det at være (alene) selvstændig. Her er man drevet af et eller andet.
Men – smask – så kom der lige et GOK I NØDDEN – igen. Tit er det sådan, at det starter med småting man ignorerer eller tænker: Fint nok, det går over. Og det gør det som regel også.
Men hvis man ikke ændre lidt på “opsætningen” (som man ville gøre hvis pc-cleaneren viser: VIRUS ALARM), ja så kan det ende dårligere end godt.
Jeg græder stadig snot over det gik som det gik, men samtidig er jeg vældig stolt over at jeg denne gang er stoppet (nå ja, det har givet sig selv med helbredstilstanden?).
Jeg har med hjælp fra søde mennesker omkring mig, fået eskorteret mig ned ad den næste sidevej og fået et super godt job. Jeg har fået fingrene i, som du måske har læst tidligere, i et fleksjob som autodidakt kontordims. Super fedt, søde mennesker og for første gang i rigtig mange år, skal jeg planlægge sommerferie uden at tænke på hvad der er bedst for bixen (jeg håber at øglerne tilgiver mig for min egoisme om feriefravalg tidligere år).
Ja tiden flyver – det er allerede forår og lige om straks er det sommer. Er livet ikke bare pragtfuldt?
Husk i morgen er den første dag i resten af dit liv.
Pas godt på det, du har kun det ene at gøre godt med ❤️

Knus Heidi

 

 

Skriv et svar