Yes! nu kører det……

Du kender garanteret den skønne fornemmelse i krop og hjerne, når det bare bobler og man er glad i låget?
Sådan har jeg det lige nu!?
Der er sket så meget siden sidst jeg skrev (hmmmm, det synes jeg ofte jeg skriver ?), men det er der altså bare…..
For at starte et sted, samle “tråden” op fra sidste indlæg om det nu var hønen eller ægget der kom først…. ??, må jeg proklamere at jeg nu er godt igang som glutenfrit individ. Nøj, det er tungen lige i munden, men basic er det jo bare at skifte de forskellige ingredienser ud med dem uden gluten. Pure and simple og det går forhåbentlig til et godt formål = jeg får det bedre, og “angrebet” fra immunforsvaret på skjoldbruskkirtlen mindskes.
Okay, du skal lige have et “grinern” billede af mit første glutenfrit hjemmebag
Glutenfri hjemmebag

Glutenfri hjemmebag

Gennemsnitlig går det meget godt ???….
Sagen er den, at jeg købte noget mix, som jeg bare skulle blande få ingredienser i. Normalt går jeg langt udenom halvfabrikata mad, men jeg tænkte at jeg måtte starte et sted. Så langt så godt. Man skal jo bare følge brugsforvirringen på bagsiden af æsken, men nu er jeg ikke liiiiige typen der har behov for at bruge en brugsforvirring, lidt ligesom manden der ikke behøver at læse instruktionen til fjernbetjeningen (jep, jeg har 2 stk gående herhjemme… ??), nå ja og måske fordi min tålmodighed ikke er min helt stærke side.
Er det mon oplevet før? – ja, det tror jeg nok lige det er….
Hvorom alting er, så har jeg jo denne her fantastiske røremaskine der klarer al det hårde arbejde, når den lige er blevet fodret med de rette ingredienser. Rigtig fint!, så står der på pakken at den lille klump dej skal fordeles i 2 bageforme. Okay tænker jeg. Det kan da simpelthen ikke passe at man dårligt kan fylde bunden af 2 forme, så jeg tager dejen og putter den i den ene form (der er høj). Jeg havde på det tidspunkt svært ved at forestille mig, at den kunne hæve rigtig meget, når dejen er uden gluten….., så ind i ovnen den røg og jeg gik ind i stuen. På et tidspunkt kommer Uno ind og spørger om jeg har styr på brødet. Ja da, selvfølgelig har jeg det!….
Han mente nu det var en god idé at jeg kiggede til brødet inden det brændte på, så jeg strøg ud i køkkenet og til min overraskelse kunne jeg se at brødet næsten nåede toppen inde i ovnen ?.
Så jeg måtte lige tilte det, for at det ikke skulle brænde på ?.

 

IMG_1047

 

 

 

 

 

 

 

 

I mellemtiden havde jeg lavet nogle rugboller (egentlig skulle det havde været et rugbrød, men meget nemmere at spise en bolle), der stod til hævning.

Franskbrødet bliver færdigt og ind kommer rugbollerne. Jeg sætter uret, som der står på pakningen og smutter ind i stuen igen. Alt godt og jeg prøver at samle mig om Morten Pape´s “Planen”. Uret ringer og meget spændende ser det ud (hvem sagde sort ?, som i øvrigt er det nye it herhjemme efter den episode???). Okay ikke godt, kemo-kloge havde ikke lige tænkt på at boller skal have omtrent den halve tid i forhold til et brød…… Så gennemsnitlig går det meget godt, og fremover laver jeg min egen blanding!…..
Ellers har jeg brugt den sidste uges tid på at støvsuge nettet for informationen og opskrifter i forhold til stofskifte/Hashimotos/glutenfri – og hvad kan jeg selv gøre – Shit jeg bliver træt…zzzZZzzzZZzzz.
For det første skal jeg lige indstille hjernen på at skelne skidt fra kanel, for man skal altså tage mange af de ting der står på nettet med et gran salt! Og så skal man altså lige vurdere om det er noget der er relevant og ikke sygne helt hen i historier og det passer nok også på mig-agtigt. Jeg mener nu jeg er rimelig skarp i forhold til at sortere og derfor tager det også en hulens tid (jeg kan desværre ikke Rainman læse mere).
Jeg har bestilt forskellige bøger på biblioteket og absolut fundet ud af at Palæo ikke lige er min stil ?, men ellers er det jo primært indholdet i skabene og fortolkninger af madopskrifter der skal justeres. (okay, Uno skal også lige justeres – det er jo ham der er Laura i vores køkken ?), men han er villig til at indgå et forlig på madområdet ?.
Ellers kan jeg mærke der begynder at komme + på overskudskontoen. Det er så fedt at mærke. Jeg tror det er en blanding af stofskiftemedicin, en bunke vitaminer/mineraler, glutenfri kost og foråret der begynder at have sin virkning. Men skønt er det ?.

Faktisk oplevede jeg her ved sidste svømmepas, at jeg for første gang i mange måneder ikke lå og tænkte på: Er jeg snart færdig?, er de baner ikke snart overstået?.    Næææ, jeg lå og tænkte: – Jeg kan da godt lige nappe 500 m til ?, meeeeen det gjorde jeg ikke!!!!

En fornuftig klog dame sagde til mig på et tidspunkt: Heidi, du skal holde mens legen er god, så du ikke overbelaster din krop. Selvom du lige kan presse citronen en skvis mere, så LAD VÆRE….. Kroppen bliver “stresset” (der sker en masse processer i krop og hjerne, når den bliver presset mere end godt er over længere tid eller for ofte), og “stress” forplanter sig i kroppen.
Stress er en belastningsfaktor, der kan være med til at ødelægge vores modstandskraft. Immunforsvaret trives bedst ved en regelmæssig livsførelse – herunder faste sengetider, et stabilt parforhold og gode positive sociale kontakter. I nyere undersøgelser er det påvist, at en for kort eller dårlig søvnkvalitet reducerer kroppens produktion af hvide blodlegemer (man ved jo efterhånden godt, at det ikke er sundt for helbredet at have natarbejde for lang tid af gangen). Mht. kosten er masser af grønsager, frugt (vitaminer og mineraler) og vand nødvendig for at opbygge og styrke immunforsvaret.
I takt med alderen er det aldeles vigtigt at motionere for at bevare cirkulationen i kredsløbet. Svækkes kredsløbet, svækkes også blodets evne til at transportere de hvide blodlegemer ud til kroppens mange celler. Når immunforsvaret ikke fungerer nedsættes menneskets modstandsdygtighed over for virus-, bakterie- og svampeangreb. Et svækket immunforsvar kan fejlregistrere kroppens egne celler og derefter angribe mennesket egen organisme (autoimmune sygdomme), hvilket f.eks. kan give forskellige former for eksemer, allergier og bindevævslidelser (gigt).
Er immunforsvaret træt, kan der desuden være situationer, hvor det ikke længere registrerer eller bekæmper fremmedstoffer i kroppen. Dette fører i første omgang til lettere infektioner. På længere sigt kan manglende immunkræfter bl.a føre til alvorligere infektioner, celleforandringer og cancer. 
Dette kan være éen forklaring på hvorfor så mange (ca. hver 3. menneske nu) får cancer.
Der er selvfølgelig mange andre årsager, der kan være i spil.
I den nyeste hjerneforskning har man fundet ud af, at nervesystemet, hormonsystemet og immunforsvaret deler de samme signalstoffer i kroppen. Netop derfor forstyrrer ubalancer i hormonsystemet også vores nervesystem. Dette kender de fleste kvinder fra den præmenstruelle periode (dagene før menstruation), hvor de oftest rammes af humørsvingninger, depressioner og afmagt. Ikke kun kønshormonerne har betydning for vores psykiske balance. Også hormonerne fra skjoldbruskkirtlen, binyrerne, hypofysen, pinealkirtlen og hypothalamuskirtlen kan forstyrre nervesystemet og den psykiske balance. For at styrke sit nerve- og hormonsystem skal man selvfølgelig sørge for en god kost og motion. Men det absolutte afgørende er livskvaliteten. Livskvalitet er jo et stort emne, men alligevel er der nogle grundlæggende forhold i måden at leve sit liv på, som bliver afgørende for både livskvaliteten og sundheden i nerve- og hormonsystem.
Ønsker man at holde sit nerve- og hormonsystem stærkt gennem livet, skal man lære at bruge kroppens egne indre medfødte mekanismer til opnåelse af balance i sind, følelser og krop – nemlig følelserne.
Fra fødslen er vi blevet givet to sæt følelser – nemlig de positive og “negative”. Disse to sæt følelser kan opleves som sindets og bevidsthedens balanceredskab.
Nøjagtigt som sanserne for tryk, smerte, kulde og varme lærer mennesket at begå sig i det ydre miljø, er følelsernes opgave at lære mennesket at begå sig på det indre mentale plan. Dette skal forstås helt bogstaveligt. Dårlige følelser opstår altid i mennesket som modsvar til en fejltagelse i sindet. Tænker et menneske f.eks., at han/hun ikke er god nok og holder fast i denne konklusion på sit eget værd, opstår mindreværdsfølelse som modsvar på denne fejltagelse.
Jo værre fordømmelsen er – jo værre og stærkere vil også mindreværdsfølelsen være. Mindreværdsfølelsen forsvinder først, når den fejlslagne tanke opgives. Sammenligner vi denne indre mekanisme med kroppens fysiske sanser, svarer dette til at trække hånden til sig, når en kogeplade bliver for varm.
Desværre er følelserne ikke helt så kontante og smertefulde i deres afregning, som den smerte der opleves ved berøring af en kogeplade. Dette er også grunden til, at de fleste mennesker vælger at sidde følelsernes budskaber overhørig. Konsekvensen er imidlertid lige så stor! På samme måde som en kogeplade ødelægger hånden, vil en fejlbevidsthed med tiden også ødelægge nerve- og hormonsystemet.
Når vi oplever positive følelser er disse selvfølgelig kroppens anerkendende signal til vores bevidsthed og tanker.
Betragter vi følelserne mere detaljeret, ser vi, at vores organisme endda er lavet så genialt, at der gennem dagen opstår mange forskellige slags positive og negative følelser. Der er så at sige forskellige følelser til forskellige tankemønstre.
Skal nerve- og hormonsystemet være stærkt, må vi altså som mennesker leve i overensstemmelse med vores følelser.
Og så er vi tilbage ved hønen og ægget! Nyeste forskning viser at Epstein Barr virus (kendt som “kyssesyge”) antistoffer ses hos patienter med Hashimotos.
Og jeg var ret voldsomt syg som teenager med “kyssesyge” – indlagt med meget forstørret milt (milten er sjovt nok også en vigtig del af vores immunforsvar), syg i over 1/2 år.
Jeg har altid siden mine “unge” år lidt af kolde hænder, fødder, frosset selvom vi har siddet i Spanien i 35 grader, lidt af forstoppelse, voldsom træthed (som i: Jeg kan sidde på komando og falde i søvn), tonsvis af ledproblemer, svært ved at tabe mig (selvom jeg har holdt streng diæt og dyrket RIGTIG MEGET sport/motion) og på et tidspunkt i min cykelkarriere sågar fik astma. Dvs. det blev kategoriseret som anstrengelsesastma, fordi det brød primært ud, når jeg lå omkring max puls (hvilket jeg jo gjorde ret ofte, for at forbedre mig). Det mærkedes som noget “hævede” i halsen. Set i bakspejlet og med de symptomer jeg har i halsen nu, vil jeg formode at alle mine symptomer i virkeligheden stammede fra skjoldbruskkirtlen (vi har lidt overflod i familien mht. skjoldbruskkirtel ting) og Hashimotos.
Jeg ved det ikke, men set over tid og hvor meget jeg har “budt” min krop af fysisk og psykisk “stress” giver det hele efterhånden mening. En mening jeg har “ledt” efter, da jeg fik kræft.
Jeg kan så takke mig selv for – at jeg stort set hele mit voksne liv – har fyldt min krop med masser at sund mad, vitaminer og mineraler. Det har i min egen overbevisning gjort at tingene ikke er blevet værre.

Det synes jeg lyder som en rimelig hypotese og med det in mente vil jeg ønske dig en god

Kr. Himmelfarts”ferie” (jep, jeg tiltuskede mig lige en fridag i morgen ?)

 

 

Tak fordi du læste med og må du have nogle dejlige dage til vi “mødes” næste gang.

❤️

Uvished…..

I går aftes da jeg var gået i seng og egentlig nærmest var faldet i søvn, fik jeg lige idéen til dette indlæg. Lå og filosoferede over hvad jeg egentlig mente med begrebet uvished……….
Havde sådan cirka en milliard tanker jeg ville havde skrevet ned, men vidste at jeg så ville ende i vågen tilstand, på den anden side af midnat. Og det går bare ikke rigtigt…..?
Og egentlig var jeg stensikker på, at jeg sagtens kunne huske hvad jeg skulle skrive, når jeg nåede dertil i dag. Meeeen, nu vokser træerne jo ikke ind i himlen ?Hahahahaha
Så  jeg starter lige forfra med at filosofere….
Ordet/begrebet “uvished” er oftest negativt ladet.
De fleste forbinder det ofte med at vente på noget afgørende – og i denne sammenhæng med svar på en undersøgelse……..
For et eller andet sted, er det bare ikke fedt at gå og vente på det der svar, der kommer som en  naturlig forlængelse af scanninger, røntgen og blodprøver, men man kan jo vælge at tilgå uvisheden postivt.
Selvfølgelig er det jo ikke fedt, at vente på det dér svar, men for mit eget vedkommende har jeg valgt, at de dér svar ALTID er positive, som i: Alt er i orden!
uanset om det lige er den forkerte journal lægen har nået at skimte igennem inden vi (min mand og jeg) entrerede (det var sidste kontrol) og spørger ind til hvordan det går med de 3 slags medicin jeg tager ?, hvortil jeg siger at det da nok går meget godt, men at det så ikke lige er mig hun skal spørge, da jeg ikke tager noget medicin ??. Okay, her opstod der så lige et pinligt øjeblik ?.
Så for min skyld kunne de godt skyde de dersens kontroller, så det bare var en gang om året. Sad og diskuterede det med min mand forleden dag, og han røg nærmest op i det “røde” felt…., kunne simpelthen ikke forstå min holdning. For ham var det rigtig rart, at jeg bliver holdt i så “kort” snor. For som han sagde: Hvad nu hvis………
Men der kommer ikke noget – Hvad nu hvis… Det eksisterer simpelthen ikke i min terminologi! Det gjorde det selvfølgelig heller ikke at jeg blev syg, og det var da i den grad en en fejlskrivning i min “bog”.
Men overstået kapitel, som jeg vælger skal bruges til at justere nogle “linjer”, så de efterfølgende kapitler ikke får de samme “fejl” ?
Men bortset fra det, er min tilgang til kontrollerne, at jeg synes det er s…. irriterende, at skulle derind og bl.a sprøjtes med kontrast, så jeg nærmest er helt selvlysende……
Men naturligvis er det et stort privilegie, at man tilbydes det her i landet. Og jeg takker, men gør det mest for min familie´s skyld.
Det er slet ikke for at “spille sej” og jeg kan rigtig godt forstå dem der føler sig trygge ved at gå til de hyppige kontroller (heldigvis ebber de ud efterhånden som årene går, for at slutte 5 år efter diagnosen), men jeg er ikke overdrevet tryg ved det. Jeg kan tælle på 3 fingre at jeg igennem de 2 år der er gået, har været i kontakt med den samme læge. Selvom det hedder sig, at det som udgangspunkt er den samme læge og sygeplejerske der følger en i hele forløbet. Men det er da meget rart, at se de forskellige ansatte på afdelingen. Bare de for h…… ville læse i den rigtige journal så! Bevares det er menneskeligt at fejle, meeeen man kunne jo lige gøre sig den ulejlighed, at tjekke cpr-nr på skærmen med det der står i papirjournalen -just in case ?
Nå men på mandag er det atter hverdag og det er atter en dag hvor kontrolsamtalen bliver overstået og der går 3 mdr til næste tjek ?

God weekend og nyd at den første måned i dette år er ved at være overstået = så er vi tættere på foråret og min fødselsdag ? (nå ja, jeg eeeeeelsker fødselsdage ♓️?)

Tak fordi du læste med ❤️

Mit nye “smykke”

Altid har jeg været imod tatoveringer, forstået på den måde, at jeg aldrig har forstået “nødvendigheden” af at blive tusset…….

Men alligevel har jeg ofte været fascineret af de forskellige kunstværker jeg har set, primært på mine tidligere klienter gennem min tid som massør/behandler.

Fascineret fordi det i den grad har været “malerier” der har fortalt en historie, men også fordi det ofte har haft en betydning for den enkelte person.

Da jeg blev syg lovede jeg mig selv, hvis jeg overlevede hele dette cirkus skulle jeg have en tatovering. Ikke for at minde mig om jeg har været syg og det jeg var/er igennem, men et minde om at der f…… skal mere til at vælte mig!

Min første tanke var, at få en svale på anklen. Og det var egentlig også bestemt, lige indtil jeg fik lymfødem….. så var den tanke skudt i sænk. Det er temmelig usmart – læs – kan være skæbnesvangert at blive tusset, stukket ect. i det område man har lymfødem fordi der kan opstå infektion og andre ubehageligheder. Og der er jo ingen grund til at udfordre “skæbnen”…….

Så jeg måtte gå i tænkeboks igen, for at finde ud af hvad og hvor der så skulle tegnes. Det var vigtigt for mig, at det motiv jeg skulle have, havde en “historie” og noget symbolik.

Jeg elsker sommerfugle, det er smukke små/store væsner, der ligesom den grimme ælling vokser sig til en smuk svane. Min datter har for en del år siden lavet 3 sommerfugle, som har fulgt mig og min tidligere klinik i tykt og tyndt, så valget var ikke svært. Det skulle selvfølgelig være en sommerfugl.

Når man ser på en sommerfugl ser man øjeblikkeligt dens skønhed, men den har været igennem en kæmpe forandringsproces fra den langsomme og kravledende larve til den hvilende proces i fangeskab i form af en puppe til en lys, bevinget og smuk sommerfugl. Hele processen som sommerfuglen gennemgår fra larve til puppe og videre til at blive den smukke, svævende sommerfugl, kan sidestilles med menneskets 3 livsfaser. Alt i livet er konstant i forandring.

Da jeg var i Australien for en del år siden med min familie, tog jeg en del skønne billeder af sommerfugle.

Sløjfen har farven “Teal” der er farven for æggestokkræft (ligesom lyserød er det for brystkræft), som den kræft jeg havde sidestilles/behandles som. Jeg drømte faktisk natten inden jeg skulle tatoveres, at kroppen på sommerfuglen skulle formes som “sløjfen”. Jeg har sikkert på et tidspunkt set det på nettet. Men jeg er ikke i tvivl om at “min historie”,        i min tatovering er at min krop og mit sind har været, og er  i en kæmpe forandringsprocess som min sommerfugl repræsenterer og sløjfen er årsagen til.

 

Mit nye  "smykke"

Mit nye “smykke”

J – dag og iiihhh jeg har så meget at fortælle dag……..

Altså i dag er det jo J-dag. Ikke at det siger mig så meget – for jeg drikker ikke rigtig øl, alkohol eller deslige. Tidligere ( før jeg røg ind i “C-fælden”) sagde jeg: Stik mig en kold cola :-) …..

Det gør jeg så heller ikke mere. Kan simpelthen ikke få det sprøjt ned, til stor skuffelse for mine cola-drikkende venner….  Yyyarkkkk det er bare for sødt. I lang tid kunne jeg ikke lide andet end vand, og det smagte i virkeligheden bare af metal. Det kan jo være en af bivirkningerne ved kemoterapi, at smagsløgene kan ændre radikal adfærd! Jeg havde egentlig en forventning om, at de blev “normale” igen bagefter…. men det gjorde de bare ikke helt (måske kommer det senere?).

Altså kaffe smager godt igen (min egen på friskmalede bønner, men der er jeg også bare en anelse sart – det ved jeg). Normalt er det jo også rigtig fint, at drikke vand. Det er sundt og der er – så vidt vides ikke så meget forfærdeligt i… Bum!

Men det kan altså gå hen og blive en anelse for kedeligt i længden. Især hvis man er ude og spise god mad…….

Så gennem det sidste år, har jeg prøvedrukket utallige sodavand, juicer, saft osv. og stort set alt smager bare skod….. undtagen Sweppes Lemon zero og en lime & citrus saft fra ICA i Sverige. Så spørg lige min veninde, der bor i Sverige om hun efterhånden har fået lange arme af at slæbe ICA saft med til mig :-D

Apropos Sweppes blev jeg anbefalet at drikke Sweppes tonic mod hedeture. Snork, det er drøjt at drikke det sprøjt, når det bare smager af h….. til, men hvis det kunne hjælpe på hedeturene var det jo et rigtig godt råd! Faktisk hjalp det en smule, så rådet er hermed givet videre…..

Ellers har jeg forsøgt med forskellige tiltag…… Der er ikke noget værre end den skrækkelige indre varme, der bare “skyller” op gennem kroppen. Hvis man ikke har prøvet det, kan man simpelthen ikke tale med om hvor belastende det er! Jeg har altid tænkt: come on, hvor slemt kan det være? og tro mig, hvis du ikke har prøvet det, er det total irriterende!!!! man vil simpelthen gøre ALT, for at slippe for den indre ødelagte termostat. Jeg kan sagtens forstå de kvinder, der vælger at tage hormoner hvis det er rigtig slemt.

Som jeg har skrevet i et tidligere indlæg, er det så ikke en af mine muligheder. Så alle råd har været og er velkomne :-)

Af en sygeplejerske fik jeg anbefalet: Lachesis D12 fra A.Vogel. Kan bl.a købes i helsekostbutikker eller SHOP Lachesis D12. Det er homøopatiske dråber, og de har virket rigtig godt på mig. Jeg er næsten sluppet af med hedeturene og det er simpelthen bare skønt.

Om natten kan  jeg stadig vågne pga varme, men det er ligeså meget fordi jeg  sover med “kyskhedsbæltet” = lyskestrømper, jovipak og bermudashorts på…… det er altså en kende varmt, så jeg har i den grad glædet mig til det køligere vejr :-)

Stakkels manden min, det er lige før han må tage nathue og skisokker på for at holde varmen…..

Nok om J-dag, hedeture mv……….

LYMFEbrevet er lige kommet ind af brevsprækken… se link:  Lymfebrevet.

Og jeg kan kun anbefale dig, hvis du eller nogen du kender, lider af lymfødem hvad enten det er primær eller sekundær og for den sagsskyld også lipødem, kom til lommerne og meld dig ind. Det er en rigtig god forening og det koster kun 200,- om året. Det er til at leve med og jo flere medlemmer jo bedre. De gør bl.a rigtig meget for at udbrede kendskabet til den kroniske sygdom, som lymfødem jo er.

Jeg er blevet interviewet til en artikel om mit gode resultat med min “elskede” LymphaPress maskine. Det er ikke kommet på Dalyfo´s hjemmeside endnu, men det kommer på et tidspunkt. Du kan ihvertfald læse det og mange andre spændende ting i medlemsbladet.

Nok for i dag, i morgen kommer atter en dag farende og måske også et nyt indlæg……

 

Senfølger

Direkte copy paste fra cancer.dk og cancer.dk – senfølger

Senfølger er følgetilstande opstået efter enten sygdom eller behandling af sygdom. Senfølger kan opstå måneder til år efter, at behandlingen er afsluttet, og kan i nogle tilfælde være varige. Senfølger kan påvirke patienters liv fysisk, psykisk eller socialt.

Hvad er senfølger?

Ved senfølger forstås sædvanligvis blivende forandringer som følge af kræftsygdommen eller behandlingerne.

Desværre kan sygdomsforløbet og behandlingerne have alvorlige konsekvenser for den enkelte kræftpatient og de nære pårørende.

For mange kræftpatienter er der tale om vedvarende senfølger med både fysiske, psykiske og psykosociale funktionssvigt, som kan være svært invaliderende i hverdagen.

Senfølger viser sig et stykke tid efter, eller flere år efter, at behandlingerne er afsluttet. For mange kræftoverlevere er senfølgerne kroniske.

Det er et stort problem, at mange kræftpatienter med senfølger ikke løbende får lagt en individuel rehabiliteringsplan, som hjælp til fx at aflaste smerter, lymfødem, nedsat muskelstyrke mv.

Får du senfølger efter din kræftbehandling, skal du tale med din læge eller den læge, hvor du går til kontrol for din kræftsygdom.

Det er også en god ide at kontakte dit lokale rådgivningscenter inden for Kræftens Bekæmpelse, som kan vejlede dig i, hvordan du får den bedste hjælp for dine senfølger.

Senfølger er bare skod med skod på :-/

Selv døjer jeg med en del efter kemoterapien. Nogle gange synes de værre end andre gange og det ved jeg gør sig gældende for mange andre også. Desværre blev jeg ikke informeret med andet end en liste med bivirkninger på de 2 forskellige slags kemoterapi jeg fik.
Nogle gange tænker jeg, at hvis jeg havde vidst hvad jeg ved nu, ville jeg have fravalgt kemoterapi. Men spørgsmålet til den helt store livspræmie er, om man i virkeligheden nu også ville have gjort det?
Jeg ved det ikke og kommer aldrig til at vide det (forhåbentlig, for ellers er det fordi der er tilbagefald. Og det har jeg besluttet, ALDRIG som i never ever kommer til at ske for mig!!!!).

Listen over senfølger er ligeså lang som et ondt år…

Et udpluk af senfølger:

  • Angst
  • Arvævsdannelse
  • Balanceproblemer, herunder tinnitus
  • Depression
  • Diarré eller forstoppelse
  • Eksistentielle problemer og problemer med familien, arbejdsgiver, læge, kommune m.fl.
  • Forkortning af muskler/fejlstilling af led (kontrakturer)
  • Føleforstyrrelser
  • Hedeture
  • Hjerteproblemer
  • Hukommelses- og koncentrationsbesvær
  • Kramper
  • Knogleskørhed
  • Kunstig overgangsalder
  • Lungeskader
  • Lymfeødem og rosen
  • Nerveforstyrrelser/føleforstyrrelser
  • Nedsat muskelkraft og
  • bevægelighed
  • Nedsat nyrefunktion
  • Nedsat syn/hørelse
  • Nedsat immunforsvar
  • Påvirket eller ophørt sexliv
  • Slimhindeproblemer – herunder skedetørhed og mundtørhed
  • Smerter på grund af muskelspændinger og nervepåvirkninger, herunder helvedesild
  • Spise- og synkeproblemer
  • Stikken og prikken i fingre og tæer
  • Søvnproblemer
  • Talebesvær
  • Tandskader efter stråle- og kemoterapi
  • Træthed/fatigue (kronisk træthedssyndrom)
  • Vandladnings-/ afføringsproblemer
  • Vejrtrækningsproblemer
  • Vægtøgning eller vægttab

Kilde: Kræftens Bekæmpelse

Senfølgerne er helt naturlig forskellig fra person til person, afhængig af hvilken form for kræft, kemoterapi og strålebehandling man har fået. Men efter min opfattelse, kan de fleste sætte √ ved flere problemer på listen.

For mit eget vedkommende er det mest udtalt med lymfødem, nerve/føleforstyrrelser, muskel og ledsmerter samt hukommelsesproblemer. Der er en del andre punkter jeg kan sætte hak ved, men dem ser jeg mere som irritationstilstande. Lidt ligesom den der irriterende hovedpine, der kan ligge i dagevis og være tilstede og uanset hvad man gør, forsvinder den bare ikke. Den gør ondt, men efterhånden vænner man sig på en eller anden måde til den.

Jeg har simpelthen besluttet, at jeg engang imellem bare ikke gider have ondt! og hvordan kan man det? ved det ikke helt, men qua min fortid som eliteidrætsudøver har jeg lært at “æde” smerten. Det kan lade sig gøre et stykke tid, indtil det bliver for meget selv for min stædighed.

For at sætte “æde” smerten i relief kan jeg fortælle, at jeg engang trænede med blindtarmsbetændelse i 2 1/2 time førend jeg nærmest kravlede hjem.

Da jeg blev cancersyg gik jeg med en sprængt cyste og ca 400 ml blod i bughulen i noget der lignede 10 timer. Jeg accepterede først der var noget galt, da jeg begyndte at få feber og kulderystelser. Stakkels min søde mand, der lever med sådan en stædig kone :-D

Dette er ikke skrevet for at vise min egen sejhed/tåbelighed, men mere for at fortælle at man godt kan ignorere smerter i et hvis tidsrum førend man “bukker” under. Og selvfølgelig skal man ikke ignorere at man har smerter 24/7, men nogle gange er det faktisk helt okay at blive så stædig og beslutte sig at man ikke har ondt. Det hjælper i hvertfald mig, så jeg engang imellem bare kan føle mig lidt som før. Det eneste ærgerlige er bare, at der kommer en regning bagefter, men det må jeg så bare leve med……

Selvfølgelig kan man mærke smerten, men den kan ligesom glide i baggrunden. Det kan også være en overlevelsesstrategi i en smerteplaget hverdag. Måske nogle der har forstand på psyke, smerte og des lige vil kunne konkludere en masse interessante ting ud af dette skriv, men jeg vover pelsen.