Nu er det lige om lidt……..

Lige om straks = læs: I morgen eftermiddag, vil mødet med rehabiliteringsteamet og kommunen være overstået. Udfaldet, ja det kan meget vel have indflydelse på om vores lille familie kan blive boende i lerhytten eller om vi skal videre med vores liv et andet sted…… så det bliver en af de dage, der formentlig kommer til at gå over i “familiehistorien”.
Enten bliver jeg tilkendt fleksjob og skal i gang med jobansøgningerne eller også ???
Spændende bliver det. Jeg holder på, at jeg onsdag aften skriver til mit netværk på FB og Linkedin, at jeg er den person de lige står og mangler i deres firma eller på deres arbejdsplads…..?.
Måske overoptimistisk, men sådan er min hjerne nu engang indstillet ?.
Ellers skal onsdag aften bruges på en tur i svømmehallen ?. Jeg er kommet ind i en rigtig god træningsrytme – 3 x ugl. Det er super godt for lymfødemet. De fleste baner bliver crawl ben, krydret med et par baner almindelig crawl. Primært ben fordi jeg simpelthen hen døjer for meget med smerter i skuldrene (når de skal over hovedet). Latterlig irriterende, men det lever jeg med.
Jeg skal stadig svømme 600-700 m før musklerne ikke virker helt “syrede til” (=læs: gør ondt), men så bliver det også noget bedre ?. Det er kun min stædighed der gjorde, at jeg opdagede muskelsmerterne aftog jo længere jeg svømmede….
Normalt vil man stoppe når musklerne begynder at “syre” til, fordi det gør ondt og man bliver træt, men en forholdsvis ny (juli 2015) Ph.d afhandling fra Århus Universitet viser at mælkesyre faktisk styrker musklerne, så man kan holde til mere.
Mælkesyren holder simpelthen gang i dé elektriske signaler i musklerne, der sætter dem i stand til at kommunikere med hjernen – signaler, der ellers normalt går ned, når man har trænet hårdt. Det betyder, at du kan træne hårdere i længere tid uden at blive så træt i musklerne, at du er nødt til at stoppe – helt modsat af hvad man tidligere har troet.
For mit vedkommende ved jeg, at mine muskler gør ondt fordi nervebanerne er smadret i en eller anden omfang som følge af kemo´en, men da der umiddelbart ikke sker nogen skade ved at ignorere “syren”/smerterne er der kun en vej ?. Selvfølgelig alt med måde og kroppen sætter sin naturlige grænse, men der er kun en vej og det er at fortsætte…… Målet er at svømme de 5 km, som jeg “slap” da jeg blev syg. Ting tager tid, men de par gange jeg har presset citronen, er jeg kommet op på 2,5 km. Jeg befinder mig dog bedst efterfølgende hvis jeg stopper efter et par km.
Normalt ville jeg sætte et træningsskema op, så jeg vidste hvornår jeg nåede 5 km målet, men kroppen er bare ikke som før. Alt hvad jeg vidste og havde lært om mine træningsgrænser osv. kan jeg ikke bruge til en dyt, fordi kroppen reagerer så meget anderledes end tidligere.
Men hvad, det “nye” liv skal læres at kende først, før man kan begynde at høste af sine erfaringer.
Det kommer hen ad vejen ? og det er jo altid spændende at lære noget nyt……. ?

 

Senfølger

Direkte copy paste fra cancer.dk og cancer.dk – senfølger

Senfølger er følgetilstande opstået efter enten sygdom eller behandling af sygdom. Senfølger kan opstå måneder til år efter, at behandlingen er afsluttet, og kan i nogle tilfælde være varige. Senfølger kan påvirke patienters liv fysisk, psykisk eller socialt.

Hvad er senfølger?

Ved senfølger forstås sædvanligvis blivende forandringer som følge af kræftsygdommen eller behandlingerne.

Desværre kan sygdomsforløbet og behandlingerne have alvorlige konsekvenser for den enkelte kræftpatient og de nære pårørende.

For mange kræftpatienter er der tale om vedvarende senfølger med både fysiske, psykiske og psykosociale funktionssvigt, som kan være svært invaliderende i hverdagen.

Senfølger viser sig et stykke tid efter, eller flere år efter, at behandlingerne er afsluttet. For mange kræftoverlevere er senfølgerne kroniske.

Det er et stort problem, at mange kræftpatienter med senfølger ikke løbende får lagt en individuel rehabiliteringsplan, som hjælp til fx at aflaste smerter, lymfødem, nedsat muskelstyrke mv.

Får du senfølger efter din kræftbehandling, skal du tale med din læge eller den læge, hvor du går til kontrol for din kræftsygdom.

Det er også en god ide at kontakte dit lokale rådgivningscenter inden for Kræftens Bekæmpelse, som kan vejlede dig i, hvordan du får den bedste hjælp for dine senfølger.

Senfølger er bare skod med skod på :-/

Selv døjer jeg med en del efter kemoterapien. Nogle gange synes de værre end andre gange og det ved jeg gør sig gældende for mange andre også. Desværre blev jeg ikke informeret med andet end en liste med bivirkninger på de 2 forskellige slags kemoterapi jeg fik.
Nogle gange tænker jeg, at hvis jeg havde vidst hvad jeg ved nu, ville jeg have fravalgt kemoterapi. Men spørgsmålet til den helt store livspræmie er, om man i virkeligheden nu også ville have gjort det?
Jeg ved det ikke og kommer aldrig til at vide det (forhåbentlig, for ellers er det fordi der er tilbagefald. Og det har jeg besluttet, ALDRIG som i never ever kommer til at ske for mig!!!!).

Listen over senfølger er ligeså lang som et ondt år…

Et udpluk af senfølger:

  • Angst
  • Arvævsdannelse
  • Balanceproblemer, herunder tinnitus
  • Depression
  • Diarré eller forstoppelse
  • Eksistentielle problemer og problemer med familien, arbejdsgiver, læge, kommune m.fl.
  • Forkortning af muskler/fejlstilling af led (kontrakturer)
  • Føleforstyrrelser
  • Hedeture
  • Hjerteproblemer
  • Hukommelses- og koncentrationsbesvær
  • Kramper
  • Knogleskørhed
  • Kunstig overgangsalder
  • Lungeskader
  • Lymfeødem og rosen
  • Nerveforstyrrelser/føleforstyrrelser
  • Nedsat muskelkraft og
  • bevægelighed
  • Nedsat nyrefunktion
  • Nedsat syn/hørelse
  • Nedsat immunforsvar
  • Påvirket eller ophørt sexliv
  • Slimhindeproblemer – herunder skedetørhed og mundtørhed
  • Smerter på grund af muskelspændinger og nervepåvirkninger, herunder helvedesild
  • Spise- og synkeproblemer
  • Stikken og prikken i fingre og tæer
  • Søvnproblemer
  • Talebesvær
  • Tandskader efter stråle- og kemoterapi
  • Træthed/fatigue (kronisk træthedssyndrom)
  • Vandladnings-/ afføringsproblemer
  • Vejrtrækningsproblemer
  • Vægtøgning eller vægttab

Kilde: Kræftens Bekæmpelse

Senfølgerne er helt naturlig forskellig fra person til person, afhængig af hvilken form for kræft, kemoterapi og strålebehandling man har fået. Men efter min opfattelse, kan de fleste sætte √ ved flere problemer på listen.

For mit eget vedkommende er det mest udtalt med lymfødem, nerve/føleforstyrrelser, muskel og ledsmerter samt hukommelsesproblemer. Der er en del andre punkter jeg kan sætte hak ved, men dem ser jeg mere som irritationstilstande. Lidt ligesom den der irriterende hovedpine, der kan ligge i dagevis og være tilstede og uanset hvad man gør, forsvinder den bare ikke. Den gør ondt, men efterhånden vænner man sig på en eller anden måde til den.

Jeg har simpelthen besluttet, at jeg engang imellem bare ikke gider have ondt! og hvordan kan man det? ved det ikke helt, men qua min fortid som eliteidrætsudøver har jeg lært at “æde” smerten. Det kan lade sig gøre et stykke tid, indtil det bliver for meget selv for min stædighed.

For at sætte “æde” smerten i relief kan jeg fortælle, at jeg engang trænede med blindtarmsbetændelse i 2 1/2 time førend jeg nærmest kravlede hjem.

Da jeg blev cancersyg gik jeg med en sprængt cyste og ca 400 ml blod i bughulen i noget der lignede 10 timer. Jeg accepterede først der var noget galt, da jeg begyndte at få feber og kulderystelser. Stakkels min søde mand, der lever med sådan en stædig kone :-D

Dette er ikke skrevet for at vise min egen sejhed/tåbelighed, men mere for at fortælle at man godt kan ignorere smerter i et hvis tidsrum førend man “bukker” under. Og selvfølgelig skal man ikke ignorere at man har smerter 24/7, men nogle gange er det faktisk helt okay at blive så stædig og beslutte sig at man ikke har ondt. Det hjælper i hvertfald mig, så jeg engang imellem bare kan føle mig lidt som før. Det eneste ærgerlige er bare, at der kommer en regning bagefter, men det må jeg så bare leve med……

Selvfølgelig kan man mærke smerten, men den kan ligesom glide i baggrunden. Det kan også være en overlevelsesstrategi i en smerteplaget hverdag. Måske nogle der har forstand på psyke, smerte og des lige vil kunne konkludere en masse interessante ting ud af dette skriv, men jeg vover pelsen.